Om tekstning

Disse sider rummer nogle af de elementære regler for TV-og video-tekstningens æstetik. Det er ikke regler, der er konstrueret ved et skrivebord. De er udformet gennem mange års arbejde, primært på Danmarks Radio. Man kan naturligvis altid diskutere, om tekstningskvaliteten på DR er så unikt god, at den kan danne forbillede for alt andet. Den er det nok i sine øjeblikke. Men først og fremmest er det teksterne på DR, der - i kraft af deres markedsmonopol i mange år - har skabt den tekstningstradition, vi har i Danmark, og uanset hvad konkurrerende foretagender mener, er det den standard, de bør følge (og i de fleste tilfælde har prøvet at følge).

I de femten år , jeg selv har været tekster, har jeg medvirket til at oplære mange nye tekstere, dels på DR, dels på Dansk Video Tekst, og de bedste af disse tekstere lever efter disse regler i deres daglige arbejde. De gør det ikke ukritisk og fantasiløst, og som man vil se af de efterfølgende sider, er reglerne for tekstning et redskab, man kan arbejde selvstændigt med; de er ikke et sæt fodlænker. Og tekstning er også et relativt kreativt arbejde.

Disse sider giver ingen anvisninger på det tekniske. De fortæller ikke, hvordan tekstmaskinerne arbejder, og hvordan man arbejder med tekstmaskinerne. Det lærer man bedst ved praktisk arbejde og ikke ved et teorihæfte. Og det er i øvrigt ikke specielt svært.

Reglerne er primært tænkt for oversættere, der ikke har beskæftiget sig med tekstning tidligere. For tekstere, der kommer til os med en vis erfaring, vil disse sider fortælle mange ting, der er elementær viden, og som i nogle tilfælde ligefrem kan virke patroniserende. Men selv om vi helst lader vore tekstere arbejde inden for meget vide rammer af selvstændighed, har vi som firma lagt en æstetisk standard, som vi helst ser, at alle følger. Derfor bør selv erfarne tekstere, der er nye i huset, også læse disse sider igennem, så de ved, hvad vi forventer af dem.

Vi arbejder på Screen-anlæg.(1a) På disse anlæg kan der rummes omkring 35 anslag pr. linie. Dette afhænger af bogstavvalget. Der er brede bogstaver (MMM), og der er smalle bogstaver (ililil). Antallet af bogstaver er imidlertid ligegyldigt. Der findes en ramme, inden for hvilken tekstlinierne skal rummes.

Men som tommelfingerregel siger vi, at en fuld dobbeltliniet tekst rummer 70 anslag. Vi regner med en eksponeringstid på 12 anslag pr. sekund . Det betyder, at en fuld dobbeltliniet tekst skal stå på skærmen i seks sekunder. Seks-sekunders reglen er teksterens første og vigtigste arbejdsregel. (2)

En tekst, der er kortere end de 70 anslag, skal stå tilsvarende kortere, men ikke altid proportionalt kortere (Det tager et stykke tid at flytte øjnene ned til en ny tekst og orientere sig i denne. Det betyder, at en kort tekst skal stå på skærmen en anelse længere tid - forholdsmæssigt - end en lang tekst.).

En regel siger følgende:
En fuld dobbeltliniet tekst: 5-7 sekunder.
En fuld enkeltliniet tekst: 3 sekunder.
Ingen tekst bør stå på skærmen i mindre end 2 sekunder.

1) Tekstning af et genkendeligt sprog: Jo mindre eksotisk et sprog er, des mere støtte kan seeren hente i lydsiden, og des kortere kan man tillade sig at eksponere sine tekster. Tekstning af norsk eller svensk kan forløbe væsentligt hurtigere end tekstning af japansk eller russisk.

2) Meget præcist placerede og meget korte tekster kan holdes helt ned til lidt over et sekund ("Ja" - "Nej " - "Tak" - "Goddag" - "Farvel" - John" - "Mary"). Men forudsætningen er, at disse tekster ligger utrolig præcist på dialogen. Hyppigt kan sådanne mini-tekster dog med fordel undlades.

3) Tekster, der rummer megen gentagelse, kan tåle kortere eksponering: Hvis f.eks. en persons navn har været nævnt (og skrevet) adskillige gange tidligere, læses det ikke længere, når I bruger det for 117. gang. "Dr. Hackenbush" tæller derfor ikke længere som 14 anslag, men måske som 2 eller 3.

4) Dårligt opstillede og opdelte tekster kan kræve ekstra læsetid. Vi betoner altid nødvendigheden af, at man disponerer de to tekstlinier læsevenligt (herom mere senere), men det kan ikke altid lade sig gøre, og man kan ende med en tekst, der simpelt hen er vanskelig at læse, og som derfor kræver et sekunds tid mere på skærmen.

7) Husk endelig, at en kort tekst bedre tåler for lang eksponeringstid end en lang tekst tåler for kort eksponeringstid. Gamle, rutinerede tekstere slipper ofte fint af sted med syv-otte sekunders tekster, fordi de har erfaring og mod til at lade teksten hvile, og publikum vil sjældent opdage dette "temposkift", fordi teksteren sørger for at være dækket ind af dialogen.

2) Vi sætter gammeldags sætningstegn (såkaldt "kryds-og-bolle"- tegnsætning).

ad 1) Dette punkt er selvfølgelig indlysende. Vi skriver "autenticitet" og ikke "autencitet". Vi skriver "sjakal" og ikke "jackal". Vi skriver lige så gerne "majonæse" som "mayonnaise". (3)

Der er ting, der er forkerte, og som vi retter, men som ikke giver hjerteslag, hvis de slipper igennem. Vi retter "kavalleri" til "kavaleri". Vi retter "impressario" til "impresario". Men vi anser det for uvæsentlige retskrivningsfejl. (4)

Der er ting, der er forkerte, og som vi ikke retter, men som vi eventuelt påtaler. Vi foretrækker at "om bord", "alle sammen" og "i øvrigt" skrives i to ord, men vi gider ikke rette den slags petitesser. (5)

ad 2) Vor erfaring siger os, at en længere sætning bliver klarest opdelt, hvis man bruger kryds-og-bolle tegnsætning . Vi ved godt, at den såkaldte pause-kommatering i stigende grad vinder indpas (også i Dansk Sprognævn) , men det er ikke vores opgave at være banebrydere; det er vores opgave at levere tekster, som flest muligt mennesker kan læse på kortest mulig tid. Den gammeldags tegnsætning er et glimrende hjælpemiddel hertil. (6)

Men vi ligger ikke søvnløse om natten, hvis nogen glemmer et komma i ny og næ , og vi foretrækker for så vidt et komma for lidt frem for et komma for meget. ("Jeg gjorde hvad jeg kunne." er en bedre fejl end "Der var ikke noget, at se på ham.") (7)

Hvis I partout vil undlade kommaerne, så del jeres tekster op således, at de manglende kommaer findes på logiske steder:

Og: Kommaerne er unødvendige ved sammenbundne tekster:(selv om I gerne må bruge dem dér):

Et væsentligt punkt, for det er her, vi kan hjælpe seerne meget på vej. Min kollega Peter Nørgård har nogle morsomme eksempler:

DUER IKKE:	DUER STRAKS BEDRE:

Når hun sagde til, kom han straks.	Når hun sagde til, kom han straks.

Jeg elsker Dem, måske højere end noget andet.	Jeg elsker Dem, måske højere end noget andet.

Det skal stå der, men kan det ikke.	Det skal stå der, men kan det ikke.

Sidstnævnte eksempel kaldes - alt efter hvem man har set sig sur på den pågældende dag - "en typisk Sveriges Radio-tekst" eller "en typisk TV-avis tekst". Disse eksempler rummer alt, hvad der behøves siges om dette.

I reglen kan en tekst deles et meget logisk sted - f.eks. mellem hoved- og bisætning:

Det var helt ud på de små timer,
før jeg sov.

Det var helt ud på
de små timer, før jeg sov.

Hvilket eksempel er bedst? Balancen i tekstbilledet er i hvert fald bedre i eksempel to. Der er med andre ord også en balance i tekstbilledet at tage hensyn til. Dog ikke for enhver pris.

Jeg mener også, at
øl er bedre end vin.

Jeg mener også,
at øl er bedre end vin.

Endelig: Meningen er vigtigere end æstetikken. I vil komme ud for talløse tekster, hvor I skal være glade for at kunne presse meningen ind på de 70 anslag, og så skide være med opdelingen!

Tegnene er til, for at man kan opdele et sætning på den bedste og lettest læselige måde; de er et hjælpemiddel til seerne.

Her er der tale om to hovedsætninger. Del dem med et punktum, eller benyt det glimrende tegn semikolon : (9)

Han var en håbløs tekster.
Det mente jeg i hvert fald.

Han var en håbløs tekster;
det mente jeg i hvert fald.

Brug spørgsmålstegn, når der er tale om et spørgsmål - også selv om dette er retorisk:

er et tegn, som er til stor nytte i tekstning, men som samtidig er det mest overforbrugte og misbrugte tegn til vor rådighed.

Hvis man undlader at sætte udråbstegn efter hver anden sætning, kan man til gengæld bruge dette udmærkede tegn, når det kan vise sig nyttigt. Det kan f.eks. benyttes til at markere et tonefald.

Her har vi en regel: Økonomisér med udråbstegnene. I vil alligevel komme til at bruge dem i rigeligt mål.

Når en mening er så lang, at den ikke kan rummes i én tekst, deler vi den op i flere. Det gøres med bindestreger:

Sådanne opdelinger bør lægges et sætningslogisk sted, ganske som inddelingen af dobbeltliniede tekster.

En gammel DR-regel siger, at hvis man laver mere end tre sammenbundne tekster i træk, har seerne mistet orienteringen. Det er ikke ubetinget sandt. Jeg har mange gange i mit liv - men primært i interviews og lignende programmer - lavet op til en halv snes sammenbundne tekster. Det kan lade sig gøre, forudsat at hver enkelt tekst rummer en klar mening i sig selv - at tekstningen med andre ord forløber i en række sammenbundne hovedsætninger og bisætninger inden for hver tekst.

Men reglen siger også, at teksteren - uanset dialogens karakter - bør afslutte sine meninger relativt hyppigt (med et punktum) og tage fat på en frisk.Naturligvis kan dramatiske hensyn gøre sig gældende: når Katharine Hepburn snakker som et (usammenhængende) vandfald i "Han, hun og leoparden", vil det kunne tjene et dramatisk formål at gøre tekstningen vandfaldsagtigt usammenhængende.

Ikke sjældent - og det vil sige mange gange i løbet af en normal tekstningsopgave - kommer man ud for såkaldte "tre-liniede tekster" d.v.s. tekster, hvis samlede varighed er på 7-8-9 sekunder, og som derfor skal opdeles i en dobbeltliniet og en enkeltliniet tekst. I 99% af alle tilfælde vil man se teksterne dele op således, at vi først får en dobbeltliniet tekst, og derefter en enkeltliniet. Såfremt der ikke er specielle æstetiske hensyn (billedklip - mere derom senere) er der ingen garanti for, at denne opdeling er korrekt. Det kunne da godt være, at opdelingen ville blive bedre og mere læsevenlig, hvis man startede med den enliniede tekst og lod den fortsætte i den dobbeltliniede:

Dette er ikke noget alvorligt problem, men det er en af de alenstokke, jeg (som gammel tekster) måler nye tekstere efter: Er en tekster så fikseret af seks-sekunders reglen, at han/hun først tæller til seks og derefter til resten, eller er vedkommende i stand til at tælle til f.eks. tre og derefter til seks?

Der er noget, man ikke kan - og dette er en af de få regler inden for tekstning, som ingen undtagelser har (selv om man ser det hyppigt, selv blandt DRs tekstere):

Da jeg var ung og ny tekster og begik denne fejl og forsvarede mig med, "at det kan ikke lade sig gøre på andre måder"; fik jeg at vide, "at det kan altid lade sig gøre på den rigtige måde." Det lød arrogant og bedrevidende dengang, men nu ved jeg, at mine lærere havde ret. Det kan altid lade sig gøre på andre måder. Prøv, og I vil opdage det.

90% af det, vi tekster, er på engelsk, som er et forholdsvis genkendeligt sprog for et dansk publikum. Det hjælper seerne meget, hvis vi binder os så meget op på originalen som muligt. Det betyder, at let genkendelige ord bør gengives korrekt og på det præcise sted i teksten. "No, John, I don't love you anymore" bør derfor gengives med:

I al sin banalitet rummer dette eksempel kernen af en rytmisk korrekt gengivelse af originalen. Eksemplet er så banalt, at det kan lede til endeløse diskussioner, men meningen forbliver den samme: Undlad at lave litterære oversættelser; tænk på, at det, I laver, er en simultan-oversættelse. (11)

Problemet bliver endeløst meget større, hvis vi tekster svensk eller norsk. Det bliver tilsvarende mindre, hvis vi tekster swahili eller serbokroatisk, men selv på dybt eksotiske sprog vil der være navne eller vendinger, der ringer i folks øren, og som skal oversættes derefter. Der er mange undtagelser fra denne regel, men de er for ubetydelige til at optegnes her. Det kan være et tekstningsmæssigt kup at oversætte "Bing Crosby" med "Jodle-Birge" i en tegnefilm eller noget lignende. Det kan have en forståelsesmæssig mening at oversætte "250 miles" med "400 km", men hvis selve tallet er en abstrakt størrelse i sammenhængen, kan det betale sig at skrive "250 miles". Dette er et af de områder, hvor den kreative frihed er stor for teksteren, men hvor ansvaret også hviler des tungere på ham/hende.

Originalen er ikke mindst billedet. Svaret er det samme: meget. Vi må ikke være så optaget af dialogen, at vi glemmer, der er billeder til. Vi - og alle, der har tekstet i deres liv - har ét yndlings-eksempel:

Vor heltinde har fået en 40 tons granitsten i hovedet og ligger nu, noget ør, på jorden og vånder sig. Vor helt kommer ilende til og siger den fortvivlede sætning: "Are you all right?" Vor heltinde fejer lokkerne på plads og siger, nikkende: "Yes..."

Den går bare ikke! Madammen nikker! Og så kan hun ikke sige nej. Desuden ... "Yes" kan aldrig oversættes med "Nej"! Dette klassiske eksempel - det findes i hver anden film i verden - har mange variationer, som ingen kan huske på stående fod, men som alle til deres rædsel støder på med jævne mellemrum.

DER ER MEGET FÅ MULIGHEDER FOR AT GØRE VOLD PÅ DET, DER TYDELIGVIS SKER I BILLEDET, OG DET, DER LET HØRLIGT SIGES I LYDEN.

Så I må glemme jeres litterære prætentioner og lave sprogligt kluntede sætninger, der er tro mod billede og lyd. Det er bare ærgerligt.

Vi har vore bogstaver, vore tegn og vore accenter.
Bogstaver kan varieres ved at skrives med versaler og med kursiv. Det er, hvad vi har.

1) Lyden er forvrænget (distorted) f.eks. gennem en radio, gennem et tv-apparat, gennem en højttaler, gennem en telefon.

3) Når vi har brug for at antyde en overordentlig fjernhed: F.eks står vor helt og kigger ud over San Francisco-bugten, og en lille stemme meget langt borte råber om hjælp (vedkommende er faldet ud over rækværket på Golden Gate-broen). Der går et øjeblik, før vor helt bliver opmærksom på det fjerne hjælp-råb. Det kan i så fald med udbytte kursiveres,

4) Når der dukker noget vældig eksotisk op i en normal tekst, f.eks når vor rapkæftede helt siger: "This is your last warning, Pedro. Comprende?", og du vælger at skrive: "Det er sidste advarsel, Pedro. Comprende?"

1) Telefonsamtalen er så fortvivlende urytmisk klippet, at man ikke kan tekste den pænt på billedklippene, men springer hvert andet sekund fra den ene taler til den anden. Så tekst hellere hele lortet normalt.

2) Når sangen indgår som et led i dialogen, som løse citater el. lign. I så fald kan den være bedre tjent med nogle gåseøjne.

3) Når fjernheden ikke er så stor endda. Vi kursiverer f.eks. ikke en person, der står uden for en dør (men dog off-screen) og siger et eller andet. Man kan sige det banalt på den måde, at hvis en person fysisk er til stede i scenen (om end off-screen) bør vedkommende ikke kursiveres.

4) Når det eksotiske ikke er så eksotisk endda. Hvis vort heltepar beslutter at spise "Coq au vin" til aftensmad, er det ikke helt eksotisk nok til at fortjene en kursiv.

Man gør sig selv en tjeneste ved på forhånd at erkende, at vi ikke laver døvetekstninger. Med andre ord: Når nogen skruer bissen på i dialogen, vil publikum - forudsat at filmen ikke er på kinesisk - være i stand til at begribe det ud fra originalen.

Jeg foretrækker selv s p æ r r i n g e r n e eller kursiverne. Men det er et personligt spørgsmål, som vi ikke ønsker at standardisere. Gør, som I vil, men far med lempe . (12)

Endelig kan I - i ord som den, det, her, etc, klare jer med en accent: "Nå, det var dét, du ville?" osv.

Elektronik-tekstningen giver os mulighed for at placere teksten i billedet omtrent, hvor vi har lyst. Det er glimrende, men det er næsten ligegyldigt.

Vore tekster er - som alle tekster i vore dage - venstrestillede med fast venstremargin, og dér bør de stå. Men der er undtagelser: (13)

Hvis nogen skal tekste Eisensteins "Aleksandr Nevskij", vil de opdage, at processionerne i filmen ligger så lavt komponerede i billedet, at teksten vil dække dem totalt, hvis den står på sit normale sted. Nu skal vi heldigvis ikke tekste "Aleksandr Nevskij" så hyppigt, men ind imellem kan vi komme til at dække over så væsentlige ting i billedets bund, at det kan blive nødvendigt at flytte teksten op i billedet eller ud i højre side. Eller noget andet.

SKILTE bør tekstes med VERSALER og centreret, men det hænder, at skiltet står ude til venstre eller til højre i billedet, og i så fald kan det se pænt ud, hvis man placerer teksten direkte under skiltet. Skilte er i øvrigt det eneste eksempel, hvor vi gerne accepterer treliniede tekster:

Der er mulighed, som sagt, for at placere teksten hvor som helst, og den behøver derfor ikke være enten venstrestillet eller centreret, men kan faktisk rykkes nogle nøk til højre eller til venstre ad gangen, så den kommer til at stå lige dér, hvor man ønsker den.

Vi har en hoben forskellige tegn og accenter, som man naturligvis bør benytte på de passende steder. Tegn som $, £, % o.l. kan være nyttige og kan spare anslag.

Generelt foretrækker vi valutategnene foranstillede (og uden spatiering) f.eks.

Dette er et spørgsmål om at være korrekt. Det er ikke et spørgsmål om forståelighed, og den slags småtterier vil derfor være overladt til jeres egen vurdering. Men når I har valgt én måde, så vær konsekvent og gør det på samme måde gennem hele filmen.

Det tegn, vi bruger hyppigst i en film, er de tre prikker: ... De bruges følgende steder:

(Da tankestreger i en tekstning benyttes til at binde fortløbende tekster sammen med eller som startstreger i dobbelttekster, bruger vi dem aldrig som tankestreger. Vi bruger altid ... i stedet for.)

3) hvor man normalt binder to tekster sammen med streger, men hvor pausen mellem de to tekster er lovlig lang:

Tre prikker er altid tre prikker. Hvis de kombineres med et tegn, kan tegnet ikke erstatte nogen af prikkerne (en fejl, man hyppigt ser). Altså:

Nogle mennesker sætter luft omkring de tre prikker, altså spatierer på hver side af dem, som jeg har gjort i ovenstående eksempler. Det er en vane hos nogle tekstere, som synes, at prikkerne kommer til at stå mindre klemt i tekstbilledet på denne måde. Det er ikke nødvendigt. Man kan gøre, som man vil. Men vær konsekvent!

Vore accenter er næsten alle dem, vi har brug for i almindelige europæiske sprog. Jeg synes personligt, vi skal bruge disse accenter så korrekt som muligt. Folk tager ikke skade at se dem: Moët et Chandon - Périgord - Sèvres - La Coruña - Señor - Besançon - Château Chambord ...

Derimod ville jeg være forbeholden med at bruge accenterne på dansk, men de kan have en vis nytte til udhævning af visse ord:

Der er tekstere, der i den grad har forvandlet deres tekstninger til døve-tekstninger, at der optræder tryk-accenter og kursiver og spærringer flere gange i hver tekst. Dette er en grov og ubehagelig nedvurdering af publikums evne til at følge originaldialogen. Jeg synes, man skal spare på den slags effekter.

Hvor mange og hvilke forkortelser kan man benytte? Det er i høj grad en personlig vurdering.

Man kan gå så vidt som til at påstå, at teksten "I haven't seen you since you were fourteen." med fordel kunne skrives:

Tal er altså en slags forkortelse. Men de er ikke altid acceptable. "All of my three boys died in the war" bør ikke hedde:

Generelt bør alle talord op til 10 (ti) skrives med bogstaver. Derover bør alle generelt skrives med tal. (15)

Men der er undtagelser, som I selv må føle jer frem til. Man ville nok skrive "4. sal" og ikke "fjerde sal". Og så videre.

Almindeligt brugte forkortelser er: f.eks. - fx - d.v.s - dvs. - o.l. - etc. - o.s.v. - kr. - hr. - frk. - Mr. - Mrs. - dr. - plus sikkert nogle flere. (16)

Der er andre forkortelser, der virker bedre i en fakta-tekst end en fiktionstekst. Det kan være forkortelser som: pga (en af mine yndlingsaversioner) - m.h.t. - mio. - mia. (18)

Normalt må det være op til teksterens egen fingerspidsfornemmelse, hvornår man kan tillade sig at bruge forkortelser og hvornår ikke. Jeg synes, at mange forkortelser let gør en tekst klinisk. Og det tåler alle tekster ikke:

- Hvorfor gik hun i kloster?
- Pga ulykkelig kærlighed.

- Jeg vil giftes med dig.
- Du elsker mig m.a.o.?

Husk endelig, at en stor sammenhobning af smarte forkortelser ofte gør teksten vanskeligere at læse, så det, I vinder i antal anslag, stjæler I fra publikum i forståelse. (19)

Det vil altid være en smagssag (og dermed et personligt valg), om man vil benytte talesprogets forkortelser; ku', sku', ha', ka', ska' , li', etc.

Personligt benytter jeg dem aldrig, men jeg er også så konservativ i min måde at tekste på.

Det ser efter min mening ikke godt ud, og det gør faktisk somme tider teksten sværere at læse. Hvis I derfor benytter disse forkortelser for at kunne formindske antallet af anslag (og dermed øge eksponeringstiden), er valget hyppigt forkert. (20)

Men der kan være dramatiske grunde til at benytte disse forkortelser. De kan være et nemt og brugbart middel til (over for publikum) at antyde en persons sprog (at det er mere jævnt end de andre personers).

Jeg synes i hvert fald, at forkortelser bør bruges varsomt. Og med konsekvens. Det ser dumt ud, hvis man pænt skriver alle disse ord ud i deres fulde længde for derefter at forkorte dem nogle få steder, hvor man er på røven med pladsen.

Teksterne indgår som en ret organisk del af tv-billedet. Det er derfor vigtigt, at teksterne er ordentlige at se på.

Hvis man f.eks. har en tekst, der er så enormt ordrig, at der ikke rigtig er plads til tegnene, så er det ikke tegnene, der skal forkortes ud. Det kan ikke nytte, at man igennem en hel tekstning har bundet sine fortløbende tekster sammen med tankestreger for derefter pludselig at udelade disse streger et par gange, hvor der er plads til dem. Der skal være plads til dem, og hvis der ikke er det, så må I ind i teksten og forkorte dér. Eller omformulere den totalt. Det samme gælder for den øvrige tegnsætning.

Lav et roligt tekstbillede, som er lettest læseligt, men hvor der (det har vi allerede været igennem) også er en vis balance mellem de to tekstlinier. Sørg for at spatiere korrekt mellem ordene, sådan at vi ikke får dobbeltspatieringer omkring kursiver eller enkeltspatieringer mellem spærrede ord og ikke-spærrede.

Lad være med - for at vinde et enkelt anslag - at flytte jeres tekstlinier længere ud til venstre end den normale venstre-margin.

Undlad så vidt muligt at dele ord. Hvis I partout må dele ord, så indskrænk jer til at dele sammensatte ord:

En tekstning, hvor selve det typografiske billede er sjusket - hvor der mangler tegnsætning, helt vilkårligt, hvor der måske er slåfejl, hvor tekstlinierne måske står forskudt for hinanden - påvirker på en underlig måde folks vurdering af det rent oversættelsesmæssige. De sidder med en måske ubevidst følelse af, at tekstningen er håndværksmæssig dårlig, og hvis I så laver blot én oversættelsesfejl eller blot en lidt fri fortolkning, vil reaktionen ofte være den, at jeres tekstning "vrimlede med fejl".

Det er ikke blot acceptabelt, det er ligefrem almindeligt at benytte fremmede titler fra visse sprog:

Mr. - Mrs. - Ms. - Miss - Monsieur - Madame - Mademoiselle (men kun nødigt: M. - Mme - Mlle) Herr - Frau - Fräulein - Señor - Señora - Señorita - Signor - Signora - Signorina.

Hvor det efterhånden er helt gængs, at vi benytter de engelske titler, er de andre mere sjældent set, men dog acceptable.

Der er tilfælde, hvor sådanne udenlandske titler skal bidrage med en vis lokalkolorit, og her skal de naturligvis bevares. Når Sally i "Cabaret" taler om "Frau Schneider", er det kun rigtigt at beholde den tyske form.

Titler inden for f.eks. militær- og politivæsen (især det sidstnævnte) er ofte radikalt anderledes på udenlandsk, end de er på dansk. Der findes efterhånden vedtagne regler for, hvad disse titler omsættes til på dansk, og disse regler bør så vidt muligt følges. Det gælder specielt med amerikanske politigrader, der jo er militære, og som ikke bør gengives på dansk med militære grader.

En række stednavne har fortsat ældre danske (ofte tyske) oversættelser. Prøv at benytte de originale navne, når dette ikke virker krukket: Firenze (ikke Florens - men dog: florentiner), Napoli (napolitaner), men: Rom (ikke Roma). Venedig eller Venezia (lige gode).

Russiske og kinesiske stednavne har nu en egen, vedtagen transskription. Den bør benyttes, men ikke ukritisk. I en film om bokseropstanden bør det nok hedde Peking og ikke Beijing.

Vogt jer for engelske, svært gennemskuelige udgaver af stednavne: det hedder "Lyon" (ikke "Lyons"), "Marseille" (ikke "Marseilles") etc.

Tag med andre ord ikke filmens originalsprog for pålydende helt ukritisk. Hvis en film udspiller sig i Venedig, kan hovedpersonerne ikke drikke eftermiddagskaffe på "St. Mark's Square". De kan eventuelt drikke kaffe på "Piazza San Marco"; de kan under alle omstændigheder drikke kaffe på "Markuspladsen".

Enkelte ord, vendinger og titler benyttes ofte til at give en dialog en vis lokalkolorit. Når sådanne "udenlandske" (tredjesprogs) ord er umiddelbart forståelige for et dansk publikum, bør I bevare dem.

Graden af forståelighed for tredjesprogs vedkommende er ikke universel. En række spanske og specielt jiddische ord og vendinger er blevet en så fast bestanddel af moderne amerikansk, at vi ikke bare kan gengive dem uoversat:

(Medmindre disse ord naturligvis efterlader filmens personer i samme undren som publikum: "Hvad har han?" - "Få min hvad på komedie?")

På samme måde kan man gengive hele sætninger på "udenlandsk", hvis der helt klart ligger en pointe i det:

Visse tekstere forholder sig kritisk til et eksempel som det sidste. Hvorfor, spørger de, skal man gengive noget, der ikke er en oversættelse, men en afskrift? Det skal man, fordi publikum erfaringsmæssigt hænger ved underteksterne og for det meste kun forstår det talte, fordi disse tekster giver dem nøglen. Hvis man derfor pludselig udelader noget, bliver publikum forvirrede og når i forvirringen ikke at høre, hvad der bliver sagt. De hører og forstår tredjesproget meget bedre, hvis det står afskrevet i en undertekst.

Teksterne på DR (hvor jeg er opdraget) har åbenbart ry i visse kredse for at være "tantede" i deres ordvalg.

De mennesker, der beskylder os for dette, kan ikke have været til stede i udsendelsesredaktionen på de aftener, hvor en tekster har oversat "fuck" eller "prick" eller "cunt" efter pålydende, og hvor telefonerne pr. tradition har været rødglødende. (22)

Det er teksterens opgave at gengive dialogen så troværdigt og præcist som muligt. Derfor skal vi ikke censurere det, der bliver sagt. Men vi skal være klar over to ting:

1) at det skrevne kraftudtryk virker betydeligt voldsommere end det talte, og at de grimme ord derfor bør dæmpes, hvis de skal bevare samme effekt i teksterne, som de har i dialogen. Denne neddæmpning behøver ikke gælde det enkelte ord; den kan lige så vel gælde ophobningen af kraftudtryk.

Med andre ord: find en balance, der gør kraftudtrykkene kraftige, og brug gerne, hvis det forekommer at være det rigtigste, sprogets værste gloser; men når Eddie Murphy siger "fuck you" og "fucking" tre tusind gange i løbet af en film, så barber de to tredjedele af gange ud i underteksterne.

2) At danske eder og four letter words har været udsat for mindre inflation end udenlandske og specielt amerikanske. "Kneppe" er stadig væk et meget grimt ord på tv-skærmen, selv om de siger "fuck" i hver anden sætning i nyere amerikanske film. (23)

Endelig er der en række "uartige" ord, som vi skal vogte os for, selv om de indgår i vores talesprog: ord som "åndssvag", "spasser" og lignende. Disse ord har været mere ildesete tidligere, end de er nu, fordi de beskrevne minoriteter (ligesom f.eks. bøsserne) har taget de nedvurderende ord i egen mund. Men vi skal stadig bruge dem med varsomhed.

Hvis vi tekster en opera eller en operette eller en musical, vil det være en god idé at fastholde det narrative på bekostning af det lyriske. Med andre ord: hvis en sang bærer på (en del af) handlingen, er det vigtigere, at publikum får sangens virkelige indhold end jeres rimede og rytmede, men måske alt for frie gendigtning af den.

Hvis I kan være både tekstmæssigt præcise og formelt korrekte, er det naturligvis helt fint.

Det er vigtigere, hvis man vil holde sig til nogle af en sangs elementer, at man følger rytmen, end man følger rimene. Specielt hvis de rimende ord ligger i hver sin tekst, vil ikke en kæft opdage alle jeres anstrengelser, hvorimod folk let vil bemærke det, hvis I har oversat en rytmisk distinkt sang rytmisk korrekt.

Men det rytmiske korrekte skal ikke være der for enhver pris. Specielt engelske evergreens og andre lette sange har ofte en forbløffende regelret ordstilling, og det vil virke plat, hvis de oversættes med konfirmationssang-agtige, bagvendte ordstillinger.

Ofte kan man i banale døgntekster slippe godt af sted med at med kun nogle få, knækprosaagtige ord nede i hjørnet. I visse tilfælde bør man så vidt muligt helt undgå at tekste (hvad stiller man op med "You ain't nothing but a hound dog"?)
Men det kan være umådelig flot, hvis man slår ørerne ud og laver en super, sangbar gendigtning på dansk af "Night and Day". Man skal bare ikke glemme, at det er enormt tidkrævende og ikke altid umagen og pengene værd.

Sangtekster skrives næsten altid med kursiv, helst også med tegnsætning. Eventuelt kan man udelade de sammenbindende streger.

Tekstning er lig med komprimering. Det er kun sjældent, at der i en film tales så langsomt, at man kan få revl og krat med i oversættelsen. Komprimeringen er ikke automatisk identisk med telegramsprog. Den bør foretages sådan, at alle de vigtige elementer i originalen bevares i teksten. F.eks. denne fem-sekunders tekst:

Man kan vinde afgørende meget tid i en ping-pong dialog ved at skære den ene person helt ud:

Hvis en dialog er meget tæt, siger det sig selv, at en tekst kun kan få den eksponeringstid, som dækkes af de replikker, teksten dækker. Hvis der derimod er lidt luft mellem replikkerne, kan den benyttes til at holde teksterne, efter at replikken er sagt færdig.

Hvor man generelt siger, at en tekst skal sættes på, når replikken påbegyndes, behøver den altså ikke blive taget af i samme brøkdel af et sekund, som teksten er sagt færdig.

Sådanne "hængende tekster" er en vedtagen teknik, som kun kan læres ved øvelse. Teksteren skal så at sige oparbejde en slags indbygget stopur, der fortælle ham/hende, hvornår en tekst har fået eksponeringstid nok. Man skal derfor ikke eksponere ud over alle grænser. Hvis der går f.eks. otte sekunder, fra den ene teksts (repliks) påbegyndelse til den næste teksts (repliks) påbegyndelse, skal man ikke bare holde teksten på i otte sekunder. Den skal af, når den har levet længe nok. Med andre ord efter maksimalt seks sekunder. (24)

En gammel (men svært anvendelig) tommelfingerregel siger, at når teksteren har kunnet nå at læse sin egen tekst tre gange, har hele Danmark kunnet nå at læse den én gang.

Vi siger, at seks-sekunders reglen er den grundlæggende målestok for enhver teksts eksponeringstid. Er det da ikke muligt at lave f.eks. to tre-sekunders tekster i stedet for en seks-sekunders? Naturligvis. I visse tilfælde er det simpelt hen det eneste rigtige. Der kan ligge så markante billedskift midt i en sammenhængende replik, at den bliver smukkest ved at blive delt over i to mindre tekster. Og der kan ligge antydningen af en pause, som gør det mest logisk at dele en længere tekst i to. F. eks.:

Denne tekst bør så vidt muligt deles i to tekster, også selv om det betyder, at den første tekst måske holdes helt hen over pausen og frem til påtrykningen af den anden tekst.

Denne deling bliver specielt nødvendig i et par tilfælde:
1) Hvis den talende person henvender sig til flere forskellige personer inden for tidsforløbet. Det kan da tydeliggøre, hvem vedkommende taler til, hvis man hugger en længere tekst op i flere.
2) Hvis en del af teksten er forbundet med fysiske handlinger eller med synlige reaktioner. Hvis f.eks. den talende person pludselig opdager noget uventet (en marsmand på vej ind gennem de franske døre) og afbryder sig selv for at udbryde: "Hvad bestiller De dér?". Her bør teksten så vidt muligt deles over.
3) I forlængelse af 2) er dette umådelig vigtigt, hvis den sidste halvdel af replikken rummer en forrygende pointe.

Hvis dette forløb er oppe på bare fire-fem sekunder, bør man ikke spolere den gode effekt i sidste halvdel af teksten ved at fyre den af for tidligt. Gem pointer. Gem replikker, der udløser synlige reaktioner hos andre personer i billedet.

Da tv-undertekstningen i 1980 begyndte at blive elektronisk, blev der spillet os et nyt æstetisk våben i hænde: Vi kunne tekste med henblik på klipningen.

Dette betyder meget kort sagt, at man prøver at lægge sine tekster således, at de holder sig inden for et billedklip. Det er morsomt og æstetisk tilfredsstillende at arbejde med denne teknik, men det er meget tidkrævende. Det indbyder også mindre rutinerede tekstere til at lave tekstninger, der forbryder sig mod de elementære regler for eksponering (læsetid).

Vi skal ikke give afkald på de muligheder, elektronikken har givet os, men vi skal passe på, at vi ikke overdriver brugen af dem.

1) Sceneskift. Der klippes fra et nærbillede af helten, der siger: "Nu tager jeg på bjergbestigning", og til et totalbillede af Mount Everest. Heltens tekst må aldrig hænge ind over et klip af denne art. Den skal af inden klippet.

2) Indklipsbilleder. Helten sidder på en togskinne med foden nede i et skiftespor. Han siger: "Kom så op, dumme fod!", og i det samme klippes der til et frembrusende eksprestog, og så klippes der tilbage til heltens ængstelige ansigt. Hans replik må aldrig hænge ind over billedet af eksprestoget - hvis det på nogen måde kan undgås.

3) Nærbillede-totalbillede klip. Vort elskerpar sidder på en natklub. Han siger: "Skal vi ikke danse?", og der klippes til et totalbillede af lokalet (med vort elskerpar, der rejser sig for at danse). Hans replik bør så vidt muligt fjernes inden klippet til total.

4) Krydsklip og reaktionsklip. To personer fører en samtale med hinanden, eller den ene siger noget, der derpå registreres i den andens ansigt ved et klip til vedkommende. Her er det fint, hvis replikkerne kan holdes inden for klippene, men det er ofte umuligt. Hvis der er tale om en hurtigt krydsklippet dialog, kan det hyppigt betale sig at slå teksterne sammen i to-liniers tekster og kun tage hensyn til hvert andet billedklip.

Der er lige så mange undtagelser fra disse regler, som der er film og tekstere. Ved eksempel 1 (sceneskift-eksemplet) kan man blive tvunget til at sætte en tekst på et helt par sekunder, før den bliver sagt, bare for at kunne få den af på klippet. I de andre tilfælde må man arbejde, som man nu bedst kan, med det materiale, man har. Man kan ikke hekse.

Generelt er tv-producerede film og serier meget mere traditionelle i deres klipning, end spillefilm er. De er derfor lettere at arbejde med end spillefilm, hvor man nogle gange - hyppigt - klipper midt i replikker og ord.

DET, EN TEKST ALDRIG MÅ, er at slabre ind over et billedklip med nogle få billeder. Det ser hæsligt ud, når der klippes til et nyt billede, og teksten derefter følger med af et kvart eller et halvt sekund senere. Med andre ord: Hvis ikke en tekst kan (og bør) holdes mindst et sekund ind over et billedklip, skal og bør den tages af på klippet.

Det, jeg gør, er, at jeg tilrettelægger mine tekster - når det altså er muligt - efter billedklippene og derefter koder på sanserne. Jeg trykker med andre ord mine tekster på, når folk begynder at snakke, og trykker dem af, når der klippes (eller, naturligvis (hvis der ikke klippes) når de har stået længe nok), Derefter foretager jeg et recut på otte billeder, fordi jeg har regnet ud, at min forsinkelse er otte billeder eller en tredjedel sekund. Jeg flytter med andre ord på én gang alle mine tekster otte billeder tilbage, og så viser det sig, at stort set alle mine tekster ligger, som jeg har ønsket det.

Metoden anbefales til alle. Det kan være, at I opdager, at jeres indbyggede forsinkelse er større eller mindre end otte billeder, men det gives der jo også råd for. (25)

Man kan lægge sin ordbogs- og leksikongrænse lavere, end den befinder sig i virkeligheden. Man kan med andre ord lære sig selv ikke at stole på, at man ved alt det, man tror, man ved.

Jeg slår mange ting op, når jeg tekster. Ikke sjældent er det ting, som jeg godt vidste i forvejen, jeg slår op. En sjælden gang imellem slår jeg noget op, som jeg udmærket godt ved i forvejen, for derpå at opdage, at jeg ikke vidste det alligevel. Så har jeg reddet mig selv fra at begå en fejl.

En god tekster begår som regel kun fejl, fordi han/hun sjusker eller har for travlt eller er helt stensikre på, at han/hun ved, hvordan man staver til "galocher", eller ved, at "patent leather shoes" betyder "patentlæders sko", eller ved eller tror, at Liza Minelli staves på den måde.

Det tager utrolig lidt tid at slå ting efter eller at spørge andre, og man redder sig selv fra fejl - ikke mange fejl, måske, ikke store fejl, måske, men fejl. (26)

Der er ikke noget, folk er så begejstrede for, som deres egen viden. Ofte mener vi jo hver især, at vi er de eneste i verden, der ved dette og hint, og intet fryder os mere end at kunne komme og korrekse folk, der har dummet sig på det felt, som netop er vort speciale.

I kan ikke begå fejl, som slipper uset igennem. Der vil altid være seere, der vil relegere jer til idiot-brigaden, hvis I begår en nok så lille, nok så tåbelig fejl. Ingen vil bemærke, at I har lavet en god tekstning i øvrigt, men landets aviser vil flyde over af læserbreve fra folk, der skal stille deres viden og jeres tåbelighed til skue. Prøv derfor af al magt at undgå tåbelige fejl.

I kan ikke undgå tåbelige fejl, så når de alligevel optræder, så tag dem med godt humør.

(1) Jeg havde oprindelig tænkt mig at skrive min egen "brugsanvisning", men blev opmærksom på, at Ib Lindberg allerede havde gjort det, og indhentede hans venlige tilladelse til at bruge den. Som I vil se, er jeg stort set enig med Ib Lindberg, men tillader mig dog her og dér at komme med klask eller klap til ham ud fra den filosofi, at det altid er sundt med en "second opinion". (Tilbage)

(1a) Hos TitleVision arbejder vi naturligvis på TitleVision-anlæg, som er kommet til, siden Ib skrev sit kompendium. Grunden til, at jeg satte udviklingen af vores eget anlæg i gang, var dels økonomisk (Screen-anlæg kostede på et tidspunkt omkring 50.000 kroner plus 15.000 kroner for en dengang nødvendig 8 tommers konverter), dels teknisk, fordi Screen var utrolig lidt lydhør over for de mange ønsker om forbedringer, der kom fra brugerne. (Tilbage)

(2) 12 anslag er efter min bedste mening alt for lidt. Uden at vi på nogen måde nærmer os svenske tilstande, hvor solide ti-sekunders blokke forhindrer en hvilken som helst pointe i at nå ud til seerne, arbejder vi hos TitleVision - og også i udstrakt grad teksterne på DR - med 10 anslag per sekund, hvilket giver teksten den ekstra ro, der skal til, når ens publikum er folk, der sidder omkring sofabordet og hyggesnakker, mens filmen kører - i modsætning til et biografpublikum, der sidder i en mørk sal og koncentrerer sig om det, der foregår på lærredet. Her er eksponeringstiden pr. tradition helt nede på 15 anslag per sekund, hvilket mange mener er i underkanten. (Tilbage)

(3) Jeg er enig i, at man generelt bør følge Dansk Sprognævns regler, men når de ikke selv kan finde ud af at vælge mellem to former, må vi andre jo gøre det for dem, og hos mig er gøgeungen "majonæse" bandlyst. Til gengæld foretrækker jeg den nye form "tjekke" frem for "checke" for at lægge afstand til navneordet "check". Også former som "faren" [det er ikke et fædrene ophav, men noget, man svæver i] og "moren" [det er Othello] og "en forælder" [som jo lige så godt kan være en far eller mor] er forbudt hos mig. Fordi man ved et uheld engang er kommet til at læse noget af Bente Clod, er der bestemt ingen grund til at overtage hendes unoder, og der er absolut ingen grund til at foranledige, at 90% af seerne får kaffen galt i halsen, bare fordi et par medlemmer af Dansk Sprognævn i deres reformiver er gået langt over stregen. (Tilbage)

(4) Det er muligt, man gør det på Dansk Videotekst, men for mig er ingen retskrivningsfejl uvæsentlige - alene af den grund, at alt, hvad der kan afføde et læserbrev fra en bedrevidende degn, bør undgås. (Tilbage)

(6) Enig. Hos TitleVision er der altid blevet slået ned med hård hånd på enhver, som blot tænkte på at bruge den såkaldte "pause-kommatering". At tænke på det er i øvrigt også det eneste, man kunne, for i praksis var den ubrugelig. Heldigvis er pause-kommateringen nu blevet afskaffet - men desværre afløst af det såkaldte "enhedskomma" (her i huset kaldet "skabspausekomma"), som om muligt er endnu mere fortænkt, tåbeligt og uanvendeligt. Lad os håbe, at Erik Hansen og Henrik Galberg Jacobsen og alle de andre sprogquislinger, som stædigt forsøger at produktudvikle den danske grammatik, snarest kommer til fornuft. (Tilbage)

(7) En fejl er og bliver en fejl, og pest kan næppe siges at være bedre end kolera. (Tilbage)

(8) Her bliver jeg nødt til at råbe vagt i gevær og erklære mig uenig - altså ikke i, at kommaer er unødvendige ved sammenbundne tekster, men i, at man gerne må bruge dem. Jamen hør nu her: Der er et skift til en ny tekst, som signalerer en pause. Der er en bindestreg, som også signalerer en pause. Hvad i alverden skal vi så med et tredje element, som signalerer præcis det samme? Er to ikke mere end nok? Interpunktions-pleonasmer er og bliver et fremmedelement i det danske sprog, og et komma på denne plads fortæller kun én ting: "Jeg er fandens klog, for jeg ved, at der burde stå et komma her, hvis det var en litterær tekst, vi havde med at gøre - æv, bæv!" (Tilbage)

(9) Semikolon er efter min mening absolut ikke noget glimrende tegn. Det hører i hvert fald ikke hjemme i en tv-tekstning. Brug punktummer - det er det, vi har dem til. (Tilbage)

(11) Jeg er enig med Ib Lindberg i dette et langt stykke hen ad vejen. Men der gives dog tilfælde, hvor en direkte oversættelse virker for klodset. "A murderer of women and children" bør bestemt ikke (som set) oversættes med "en morder af kvinder og børn", men med "en kvinde- og barnemorder". (Tilbage)

(12) Hos mig accepteres spærringer ikke. De er et levn fra den tid, hvor der ikke var andre muligheder. I dag er de fuldstændig passé og bør kun bruges i nødsfald, eventuelt når der er brug for en f re m h æ v e l s e inde i en kursivering. (Tilbage)

(13) En af disse undtagelser er tekstning af film i letterbox-format, hvor der er plads til underteksterne under selve billedet. Her plejer vi at centrere teksterne. (Tilbage)

(14) Min holdning er faktisk den stik modsatte. Dialogen er en gengivelse af det talte sprogs ord, og ord består af bogstaver, ikke tal. Jeg prøver at undgå enhver form for forkortelse, især de hæslige mia. og mio. (som er henholdvis et pigenavn og en Astrid Lindgren-figur). Selv en meget udbredt forkortelse som km undgår jeg (næsten) altid ved at skrive kilometer. Det eneste, der sætter grænsen, er teksterens dovenskab og/eller manglende fantasi. (Tilbage)

(16) Bortset fra, at Mr. og Mrs. bør skrives mr. og mrs. - men i hvert fald slet ikke uden punktum, som man nu og da ser. (Tilbage)

(17) Hvad stillingsbetegnelserne angår, ja, men hvorfor skrive fx og bl.a., hvis der er plads til for eksempel og blandt andet? Det er jo ikke en strikkeopskrift, vi laver. I øvrigt er det mig en gåde, hvorfor man i bøger, hvor der jo er plads nok, overhovedet bruger forkortelser. De eneste steder, hvor forkortelser har nogen som helst berettigelse, er i forkortelsesleksika - og (desværre, men da kun som yderste løsning) i en tv-tekstning. (Tilbage)

(19) Forkortelser anvendes typisk af amatører og gør altid teksten vanskeligere at læse, så derfor: Brug aldrig forkortelser. (Tilbage)

(20) Det gør altid teksten sværere at læse og er (næsten) altid et sikkert kendetegn på en amatørtekstning. Den eneste undtagelse, jeg accepterer, er at bruge det stilistisk som socialt kainsmærke. (Tilbage)

(21) Jeg mener, man bør undgå at bruge hr. og fru i sprog, der er velkendte, såsom engelsk, fransk, spansk, italiensk og tysk, hvorimod det virker rigtigt at gøre det i eksotiske sprog som for eksempel russisk, japansk og urdu. (Tilbage)

(22) Hvis nogen skulle være i tvivl, betyder "prick" og "cunt" henholdsvis "pik" og "kusse", og det skal det naturligvis oversættes med. Hvis nogen får ondt i røven af det, er det dem, der har et problem - ikke teksteren, som med god samvittighed kan henvise til ordbogen. Men man skal naturligvis også passe på ikke at ryge i den modsatte grøft og oversætte "she was a tall woman" med "hun var et tårnhøjt skideskur" og "I wan't to make love to you" med "Du skal bare ha' den stive, søster!" (Tilbage)

(23) Og et skældsord som "asshole", der tit ses oversat med "røvhul", går på amerikansk langt mere på åndsevnerne end moralen og bør derfor i stedet gengives med "kvaj" eller lignende. En moralsk forkastelig person vil i USA snarere hedde "motherfucker" eller "son of a bitch", og disse ord bør derfor oversættes med "røvhul" eller "skiderik" - men for guds skyld ikke med et infantilt udtryk som "røvbanan" eller direkte oversættelser som "moderknepper" eller "tævesøn". Et af de værste eksempel på den slags, jeg nogensinde har set, var i en film, hvor "he is a pain in the ass" var gengivet med "han er et ømt røvhul". (Tilbage)

(24) Enig, men hvis der er mindre end et sekund mellem to tekster, opnår man en meget roligere rytme ved at trække dem sammen - hvis klipningen ellers tillader det. Der er intet mere forstyrrende end en film, hvor der det ene øjeblik er tolv billeder mellem replikkerne og det næste otte og det næste igen fem. Dette er en meget vigtig regel. (Tilbage)

(25) Hvad påtrykningsteknik angår, er der næsten lige så mange forskellige metoder, som der er tekstere. Jeg bruger selv noget, der til forveksling ligner den metode, Ib Lindberg skildrer, men har også med held eksperimenteret med den såkaldte "dummytekst-metode", der består i, at man trykker teksterne på, før man overhovedet går i gang med oversættelsen. En fil, der består af dummytekster (som på dansk også kaldes "mumletekster" - for eksempel "AAAAAA", "BBBBBB", "CCCCCC" og så videre) bliver brugt som udgangspunkt, og så trykker man ellers tekster på, hver gang der kommer et billedklip eller skift i dialogen. Derefter slår man sammen og sletter og så videre, indtil man står tilbage med en fuldt tekstet film med meningsløse tekster af tilfredsstillende længde, som blot venter på at blive "oversat" til danske undertekster. Og her kommer så den virkelige gevinst: Man ved, præcis hvor lang hver tekst må være, og behøver derfor ikke spilde tid på først at lave teksten, trykke den på og derefter opdage, at den er for lang og skal forkortes. Dummytekst-metoden egner sig især til tv-film, hvor billed- og talerytmen nærmest er identisk, og er særdeles uegnet til hårdt klippede actionfilm.

Et andet hjælpemiddel, jeg varmt kan anbefale ved udformningen af tekster, er et stopur, der fortæller, præcis hvor langt der er mellem for eksempel to billedklip. Stopursmetoden kan nemt indarbejdes som en ren rutine, der kan udføres med den ene hånd, mens man betjener videomaskinen med den anden, således at den ikke kommer til at forlænge arbejdsprocessen det ringeste ... tværtimod. Den giver - ligesom dummytekst-metoden - den soleklare fordel, at man ved, præcis hvor lang en tekst skal være helt ned til en hundrededel sekund. Men så kommer påtrykningen naturligvis oveni.

Andre tekstere bruger andre metoder: Nogle stopper maskinen dér, hvor teksten skal starte, trykker indtiden på, laver teksten, nørkler sig frem til det sted, hvor udtiden skal på, trykker udtiden på og går så videre til næste tekst. Nogle er så dårlige til at ramme klip, at de manuelt går ind- og udtiderne for hvert eneste klip igennem, når alle tekster er færdigpåtrykt. Andre (især dem, der ikke har deres eget PU- eller Screen-anlæg derhjemme) laver teksterne i et tekstbehandlingsprogram, forsyner dem evt. med cues, og trykker dem så på, når de får adgang til anlægget. (Tilbage)

(26) Gå altid ud fra, at det, der står i originalmanuskriptet, er forkert. Det er det nemlig ofte. Slå ørerne ud og brug lyden som basis og udelukkende manuskriptet som reference. Og hvad dit eget sprog angår, må du aldrig tro på dig selv og hvad du hører eller læser andre sige/skrive. Slå op! Så vil du (måske til din forbløffelse) opdage, at det ikke hedder "molestrere", "brådsø" eller "ad helvedes til", at "jer" ikke skal skrives med stort J, og at der ikke skal komma i "ja tak" og "åh gud" eller efter "jamen". Husk, at hvis du gør det til en vane kun at skrive ting, som der er belæg for i en af biblerne (Retskrivningsordbogen eller Nudansk Ordbog eller Dansk Sprogbrug), kan du afvise enhver kritik med henvisning til oraklet. Gæt aldrig. Du vil blive kigget efter i sømmene af hele nationen. Husk: Der skal kun forekomme én fejl i en ellers fremragende tekstning, før man bliver udnævnt til idiot. Det behøver såmænd ikke engang være en fejl, der udløser bandbullen - det kan også være en oversættelse eller et komma, som folk ikke er enige i. Husk derfor:

Og det er den, fordi et tekstelement, der distraherer seeren, bortleder hans/hendes opmærksomhed fra filmen, ja, måske ligefrem fører til en animeret diskussion omkring sofabordet om, hvad det egentlig var, der stod, og hvorfor der dog stod det - og i mellemtiden kører filmen og dens tekster videre og bliver hverken set eller læst. Derfor bør man altid undgå elementer, der kan udløse denne effekt. Det være sig både fremmedord (Skriv dog "formynderisk" i stedet for "patroniserende"), tåbelige neologismer (som for eksempel "hænge ud sammen med") og smarte, friskfyragtige oversættelser (Oversæt for guds skyld "Take it easy" med "Tag det roligt" og ikke "Slå kold sæd i munden". (Tilbage)

Nogle regler om tv-tekstning: Copyright Ib Lindberg
Fodnoter: Copyright Niels Søndergaard